fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Elever fra ZBC hjælper lokale virksomheder

18. dec 2015 | Iværksætteri, Vordingborg Erhverv nyheder

Friske øjne på konkrete problemstillinger og udfordringer – det er, hvad seks virksomheder i Vordingborg Kommune har sagt ja til. Som en del af 1.g’ernes grundforløb har elever fra ZBC i Vordingborg arbejdet intensivt med erhvervscases fra det virkelige liv.

Eleverne på handelsgymnasiet og det tekniske gymnasie fik en pause fra læsningen og kunne i stedet kaste sig over konkrete problemstillinger, da de den 17. og 18. december deltog i årets ”Innovation Camp 2015” på ZBC.

Innovation Camp er en del af elevernes grundforløb, hvor de bl.a. arbejder tværfagligt med det formål at udvikle elevernes innovation og kreative kompetencer. I samarbejde med Vordingborg Erhverv er der blevet fundet fem virksomheder, som har stillet sig til rådighed med hver deres konkrete case, som eleverne skulle arbejde med. På den måde fik eleverne mulighed for at omsætte deres teoretiske viden til praktisk problemløsning, og det styrker deres kvalifikationer yderligere i forhold til det fortsatte studieforløb og fremtidige karriere.

Samarbejde en fordel for både elever og virksomheder

Casen tog udgangspunkt i den enkelte virksomhed og blev formuleret ud fra en problemstilling eller udfordring, som virksomheden står med. På den to-dages Innovation Camp har eleverne givet deres bud på, hvordan problemstillingen eller udfordringen kan løses. Efter et døgn med intensivt gruppearbejde, idégenerering og præsentationer, blev der kåret en vinder blandt de mange gode projekter.

For eleverne er Innovation Camp en oplagt chance til at afprøve, hvordan de kan bruge deres viden inden for forskellige områder ude i det erhvervsliv, som de en dag skal være en del af. Samtidig får de lejlighed til at se, hvad virksomhederne arbejder med og hvilke opgaver, de står med i dagligdagen.

”Det er en god læringsproces for eleverne. Og det er vigtigt for eleverne på vore to erhvervsgymnasier at få den tætte kontakt til erhvervslivet og opleve, at det vi lærer dem her på stedet også bruges i det virkelige liv. De kommer gennem processen fra idegenerering til projektpræsentation, og de lærer at samarbejde med elever inden for andre studieretninger. Så Innovation Camp får vores elever rigtig meget ud af”, siger Ann Descroix, rektor på ZBC i Vordingborg.

Også virksomhederne har haft gavn af at deltage i Innovation Camp: Eleverne kommer med friske øjne og har den nyeste viden med sig. Dermed kan de bidrage med et andet perspektiv på virksomheden og dens problemstilling og komme med andre løsningsforslag, som virksomhederne ikke selv ville have tænkt på.

”Jeg synes alle grupperne leverede nogle flotte præsentationer og der er masser af ting vi kan tage med hjem og arbejde videre med. Der er flere af idéerne, som jeg selv har gået og tænkt på, men nu får jeg et bedre indblik i hvad det egentlig vil betyde for forbrugeren. Vi skal i gang med at lave videoer med QR-koder, som kan kobles til hver enkelt maskine. Det var en rigtig god idé eleverne kom med, at man kan få en video-vejledning og se hvilke muskler den enkelte maskine styrker.” fortæller Thomas Frølich Pedersen fra Work It Up.

Kobling mellem elever og erhvervsliv skaber synergieffekt

Det er noget nyt, at lokale virksomheder deltager med konkrete udfordringer og det har givet en ekstra motivation for eleverne at arbejde med virksomheder de kender til og kan relatere til, frem for fiktive cases.

Hos Vordingborg Erhverv er man heller ikke i tvivl om, at samarbejdet mellem ZBC og det lokale erhvervsliv har mange fordele. Erhvervsservicechef Dan Holck-Hansen siger:

”For mange virksomhedsejere handler det først og fremmest om at løse de daglige opgaver og levere det, som kunderne forventer. Derfor kan det være svært at afse tid til mere udviklingsrettede opgaver, og her kan eleverne bidrage med deres ideer og et nyt og anderledes syn på virksomheden og dens opgaveløsning. De på deres side opnår praktiske erfaringer og indsigt i, hvordan dagligdagen fungerer i en virksomhed.”

Dan Holck-Hansen tilføjer, at der dermed er skabt en god synergieffekt, og at samarbejdet mellem uddannelsesinstitution og erhvervsliv er med til at bygge bro til gavn for udviklingen af erhvervslivet i Vordingborg Kommune. Parterne får kendskab til, hvad man sammen kan opnå, og derigennem skabes grobund for innovation, vækst og udvikling.

Fakta om Innovation Camp:

  • Innovation Camp er en del af grundforløbet for 1.g’erne på HHX og HTX
  • Fem virksomheder har sagt ja til at deltage med en case – Work It Up, Shoppartner, Farmorhuset, Naveedio og Wrappers
  • Vordingborg Erhverv har sørget for at formidle kontakten til de fem virksomheder, der deltog på Innovation Camp
  • I løbet af de to dage har eleverne arbejdet med konkrete cases og kommet med løsningsforslag