fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Ingeniører indtager Vordingborg

18. mar 2016 | Vækst

Dansk Miljørådgivning har netop overtaget bygningen, som tidligere husede den katolske kirke i Vordingborg. Både bygningen selv og lokaliteten i Vordingborg Kommune passer fint til det koncept, som hele virksomheden er bygget op omkring.

At være tæt på kunderne og opgaverne – det har siden Dansk Miljørådgivnings start i 1994 været virksomhedens motto. DMR, som har specialiseret sig i at yde miljørådgivning, foretage geotekniske undersøgelser og gennemgå bygninger for bl.a. PCB og asbest, er nu kommet endnu tættere på deres kunder i det sydsjællandske. Bygningen på Chr. Winthersvej 4, hvor den katolske kirke indtil fornylig havde hjemme, vil fremover udgøre rammen om virksomhedens aktiviteter.

Jacob Jensen, kontorleder i Vordingborg, siger:

”Det er den helt overordnede strategi for Dansk Miljørådgivning at være tæt på vores kunder. Hvor tendensen andre steder er, at man samler sig, vil vi hellere placere os decentralt, for på den måde kan vi løse opgaverne bedst muligt. Vi kan hurtigt rykke ud, hvis det er nødvendigt, og dermed bliver det billigere for vores kunder.”

Behov for medarbejdere med højt specialiseret viden

DMR har kontorer over hele landet og nu også i Vordingborg. Afdelingen består pt. af tre medarbejdere inkl. Jacob Jensen, men det er planen, at den skal vokse til fem-seks medarbejdere i løbet af et års tid, så lige nu er kontorlederen på udkig efter nye kolleger. ”Med to kompetente medarbejdere allerede, er der god grobund for at tiltrække flere”, siger Jacob Jensen, og tilføjer, at der er flere muligheder for at rekruttere medarbejdere uden for København, end man umiddelbart tror. Det er muligt at finde velkvalificerede og stabile medarbejdere, hvis lokale forankring er et stort plus.

Nichevirksomheden, som primært beskæftiger ingeniører, miljøkemikere, geologer, bygningskonstruktører og biologer, løser opgaver for både private husejere, som fx opdager en forurening på deres grund i forbindelse med byggeaktivitet, og store aktører som Region Sjælland, der har brug for bistand i deres indsats inden for undersøgelse og kortlægning af forurenede grunde og grundvandsbeskyttelse.

Det kan også være produktionsvirksomheder, som har brug for DMR’s assistance, når de skal have miljøgodkendelser. Her kan DMR foretage de nødvendige undersøgelser, udarbejde løsningsforslag og stå for kontakten mellem den enkelte virksomhed og myndighederne.

Medarbejderne i DMR er selv med ude på stederne og udtage jordprøver, som de bagefter foretager de indledende analyser af. På den baggrund udvælges specifikke prøver, som sendes videre til eksterne laboratorier, som laver de mere grundige og præcise målinger. Når medarbejderne i DMR får svarene retur, kan de afrapportere undersøgelsen og på baggrund af en risikovurdering og myndighedskrav rådgive deres kunder om, hvilke løsningsmuligheder, der er.

Gode fremtidsperspektiver – og rum til mudrede gummistøvler

Det er en kontorleder med lokalkendskab, som fremover har sin daglige gang på DMR’s kontor i Vordingborg.  Jacob Jensen er født og opvokset i Præstø og gik på gymnasiet i Vordingborg. Efter studierne til miljøingeniør og nogle års arbejde i København valgte han og hustruen at vende tilbage til Præstø for at bosætte sig, da det bl.a. gav nogle ideelle rammer for familien.

Han ser Vordingborg som et godt udgangspunkt for DMR, da virksomheden med nu tre afdelinger på Sjælland kan servicere kunderne optimalt og også være tæt på dem, som befinder sig i det det område, der tidligere udgjorde Storstrøms Amt. Virksomheden har bl.a. opgaver for Region Sjælland på Møn og i Faxe og regner med at kunne tiltrække nye kunder ved at være rykket ind i lokalområdet Med bygningen på Chr. Winthersvej 4 fandt han de bedste betingelser, fordi der her er mulighed for både at have kontor, mødelokaler og et laboratorium – med rum til de mudrede gummistøvler, som ofte er resultatet af medarbejdernes arbejde ”ude i marken”.

I processen med at finde en egnet bygning har Vordingborg Erhverv været med på sidelinjen, og om det siger Jacob Jensen, at det har været godt med hjælp til afsøgning af relevante steder og blive introduceret til relevante kontakter. Nu glæder han sig til at stå i spidsen for den nye afdeling i Vordingborg:

”Jeg brænder for miljørådgivning, og det er spændende at være med til at udvikle noget og se det vokse. Kundekontakten er jeg også meget glad for – at sætte sig ind i kundens problem og finde den bedste løsning, så miljøkravene er overholdt.”

Bygningen er nu ved at blive ombygget og et laboratorium indrettet, og Jacob Jensen forventer, at arbejdet er færdigt i løbet af maj.

Fakta om DMR:

  • Blev etableret i 1994 af Michael Nielsen og Claus Larsen
  • Arbejder med bl.a. geotekniske undersøgelser i forbindelse med byggeri og foretager forureningsundersøgelser og oprensninger
  • Er ISO 9001:2008 certificeret
  • Virksomheden er flere gange blevet kåret som gazelle-virksomhed
  • Har ca. 100 medarbejdere fordelt på ni kontorer i hele landet og et i Oslo
  • Beskæftiger bl.a. ingeniører, miljøkemikere, geologer, bygningskonstruktører og biologer