fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Juleblokken støtter op om det lokale handelsliv

28. sep 2015 | Vordingborg Erhverv nyheder

For andet år i træk har Rødled Papirindustri i samarbejde med Øernes Revision taget initiativ til at støtte op om det lokale erhvervsliv i Vordingborg Kommune. Flere erhvervsdrivende har meldt sig under fanerne, men der er stadig brug for flere.

Særligt ved juletid er der gode muligheder for at skabe liv i kommunens handelsbyer og det er netop hvad Rødled Papirindustri har valgt at sætte fokus på. Derfor har de igen i år valgt at lancere en særlig notesblok, som gratis vil blive distribueret via de lokale butikker til de handlende i Vordingborg Kommune.

Formålet med blokken er at skabe opmærksomhed hos de handlende i Præstø, Stege og Vordingborg, og få dem til fortsat at handle lokalt.

”Vi tjener ikke noget på projektet, men vi synes det er vigtigt at bakke op om og støtte det lokale byliv og gøre hvad vi kan for at pengene bliver i kommunen. Hvis man mener udvalget er for lille, så kører mange til andre byer og handler i stedet for, og det gavner ikke udviklingen i vores egne byer. Der sker mange gode ting i kommunen og det vil vi gerne gøre opmærksom på med dette projekt”, fortæller Lars Hansen, initiativtager og ejer af Rødled Papirindustri.

Derfor er der på hver blok trykt et program for aktiviteterne i december måned. Der bliver trykt en individuel blok til hver by. På blokken er aktiviteter og åbningstider i julemåneden tilpasset den enkelte by. Blokkene bliver uddelt gratis i de tre byer og EDC Møn, It-Syd og Øernes Revision i Vordingborg står for at uddele blokkene til de lokale detailbutikker.

”Vi lavede samme projekt sidste år og det blev en stor succes. Der var flere butikker der meldte tilbage at de havde udsolgt af blokke. Derfor går vi efter at uddele dobbelt så mange blokke i år”, fortæller Lars Hansen.

God opbakning fra erhvervslivet

Som virksomhed vælger man selv hvilke af de tre byer, man vil være synlig i, og for et lille sponsorat får man sit logo på forsiden af alle blokke i de byer man vælger. Der er allerede opbakning fra forskellige erhvervsdrivende, blandt andre Møns Auto, EDC Møn It-Syd, Øernes Revision og Jyske Bank i Vordingborg. Vordingborg Erhverv er gået med i projektet og støtter op om alle tre byer.

”Vi synes, det er et godt initiativ at skabe en fælles indsats, både fra detailhandelen og det generelle erhvervsliv, for at støtte op om den lokale julehandel. Derfor har vi valgt at gå med i projektet”, fortæller Erhvervsservicechef Dan Holck-Hansen fra Vordingborg Erhverv.

Hvis man ønsker at være med i projektet og få sit logo distribueret til flere tusind handlende, kan man kontakte Lars Hansen, fra Rødled Papirindustri, pr. mail lars@rodledpapir.dk eller telefon 5581 4487. Logo skal sendes i eps-format, senest 15. oktober 2015. Du kan læse mere om projektet her.

Papirfabrik siden 1937

Rødled Papirindustri er eneste danske producent med speciale i fremstilling af alt indenfor blokke. Skriveblokke, brevblokke, telefonblokke, kunstblokke, tegneblokke, skitseblokke, akvarelblokke, profilblokke, notesblokke, flip-over blokke, bordduge, papirvarer, arbejdsblade, konceptark m.v. De leverer til store kunder i hele Danmark, blandt andre Stapels, CC&Co. og Lyreco.