fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Købmandsdrøm går i opfyldelse: Ny Rema 1000 er åbnet i Køng

5. dec 2019 | Detail

Drømmen om at blive købmand går nu i opfyldelse for Jesper Clausen, der torsdag den 28. november kunne åbne sin helt egen Rema 1000 butik i Køng.

Jesper Clausen er opvokset i Vordingborg og har arbejdet i Rema 1000 på Valdemarsgade lige siden han var 15 år gammel, og det er nok også herfra, at de fleste kender ham. Dengang startede han med at sætte varer på hylderne, og efter han afsluttede sin HHX-uddannelse på ZBC i Vordingborg, valgte han at fortsætte som elev. Tiderne har ført ham gennem mange forskellige stillinger i Rema 1000 senest som souschef i Rema 1000 i Vordingborg.

Torsdag den 28. november åbnede Jesper og hans hold dørene op for første gang i Rema 1000 i Køng, og Vordingborg Kommunes borgmester Mikael Smed var med til at klippe snoren over for de mange ventende kunder.

Rema 100 - Køng

Ny butik skaber både muligheder for dagligvarehandel og jobs

Jesper, som nu kan kalde sig for selvstændig købmand, vil styre butikken som franchise. Det betyder blandt andet, at han selv vurderer og bestemmer, hvad der skal på hylderne og han kan selv sammensætte sit hold. Og det er to ting, som han prioriterer højt.

Jesper fortæller: ”Det bliver spændende at byde kunderne velkommen i butikken og give dem et nyt, enkelt og billigt sted at handle. Der er langt mellem butikkerne her, og det er derfor også vigtigt for mig, at kunderne får det, som de skal bruge her i butikken. Jeg kommer stadig selv til at stå og fylde varer på hylderne i dagligdagen, og det er også på gulvet, man kommer i kontakt med kunderne, som deler deres meninger på godt og ondt. Og det sætter jeg stor pris på, for med den viden kan jeg drive en god butik og et godt udvalg af varer.”

 

Rema 100 - Køng

Men for Jesper handler det ikke kun om kunderne, der kan forvente god kundeservice. Det handler i høj grad også om det hold, der skal sammensættes til at yde den gode kundeservice i den nye Rema 1000 butik.

”Jeg har glædet mig til at sammensætte mit eget hold. Vi fik uventet mange ansøgninger, og det var en fornøjelse. I butikken har vi i alt 25 jobs, hvoraf 5 jobs er fuldtid, så det er også meget glædeligt. Det er vigtigt for mig, at vi får skabt en god kultur her med det rigtige hold, og jeg har helt klart på fornemmelsen, at det nok skal lykkedes,” fortæller Jesper.

Miljøvenlig Rema 1000

På grund af den lange distance til dagligvarehandel fra Køng-området, forventer Jesper, at der er et godt kundegrundlag, og derfor har butikken også fået en god størrelse. 700 kvm salgsareal og 1050 kvm lager skal indeholde alle varerne, som kan understøtte den gode kundeservice. Men størrelsen er ikke den eneste fordel ved at bygge nyt.

Jesper forklarer: ”Ved at bygge en ny Rema 1000 har vi haft mulighed for at tænke mere miljøvenligt. Derfor er der lavet et stort rør, der overfører varmen fra de mange køleanlæg til opvarmning af butikken. Dermed genbruger vi varmen, som allerede eksisterer.”

Jesper glæder sig til hverdagen som købmand i den nye Rema 1000, som er en drøm, der går i opfyldelse for den Rema-loyale mand.

”Det giver et andet ejerskab at være med fra starten med egen butik. Jeg har været i Rema 1000 i mange år, men dette er helt særligt. Det betyder også, at jeg kan følge med udviklingen helt fra starten. Hvis det går godt, så er det helt og holdent mit hold og min egen fortjeneste – og det gælder selvfølgelig også, hvis det går dårligt, men det kommer slet ikke på tale,” fortæller Jesper med et stort smil.