fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Kreativ trio sætter design og kunsthåndværk på dagsordenen

12. jul 2016 | Iværksætteri

Farverige tekstiler, smuk keramik og unikke smykker er noget af det, der fremover bliver sat på dagsordenen på to årlige markeder i Stege og Vordingborg. Og det er kun begyndelsen for WeDoCraft, som ønsker, at design -og kunsthåndværksfaget på Sydsjælland får langt mere opmærksomhed.

Bag WeDoCraft står Ronja Kronholm, Patricia Soza Galmez og Lea Aino Jensen, som hver i sær har deres egne designvirksomheder. De har fundet sammen for at sætte fokus på design og kunsthåndværk i det sydsjællandske, og foreløbig har det resulteret i et marked i Stege d. 26. juli 2016. Ronja Kronholm, smykkedesigner i Kronholm Jewellery, siger:

”Kunsthåndværkere og designere tager rundt i landet til markeder for at sælge deres produkter og få inspiration af andre. Det mangler vi hernede, så derfor vil vi gerne bringe det hertil.”

Mød kunstneren og få en god oplevelse

WeDoCraft vil etablere et sommermarked i Stege og et julemarked i Vordingborg. Er man designer, kunstner eller kunsthåndværker kan man leje en stand gennem WeDoCraft, som tager sig af organiseringen og markedsføringen. På den måde får man som udstiller en platform, hvor man kan nå ud til nye kunder og sælge sine varer.  Patricia Soza Galmez forklarer:

Patricia Soza Galmez

Patricia Soza Galmez

”Markedet handler om det fysiske møde med produktet og personen bag. Det er en unik mulighed for gæsterne, at de kan spørge ind til, hvordan produkterne/ værkerne er lavet. Som kunsthåndværker og designer får man en mulighed for at fortælle om sine ting og vise sin passion, og derigennem give folk en oplevelse af, at de har købt noget helt specielt. Men det handler ikke kun om køb og salg, det drejer sig ligeså meget om at inspirere og gøre folk interesserede. Man skaber en nysgerrighed for det, man laver, og så kommer de forhåbentlig igen. ”

Fandt sammen via netværk

Ronja Kronholm traf Patricia Soza Galmez til et MikroVirk-arrangement i efteråret 2015. MikroVirk er et netværk for mikrovirksomheder i Vordingborg kommune, hvor man mødes regelmæssigt for at udveksle erfaringer og få inspiration til, hvordan man kan udvikle sin virksomhed. Patricia fortalte Ronja om den plan, som hun var ved at lægge sammen med Lea Aino Jensen. Patricia og Lea var stødt på hinanden på et marked for kunsthåndværk et andet sted i landet, og så var spørgsmålet opstået: Hvorfor findes der ikke den slags markeder på Sydsjælland? Dét ville de skabe, og Ronja ville gerne være med. Om beslutningen siger hun:

”Først var det meningen, jeg bare ville med til markedet som udstiller og sælge mine smykker, men det lød så  spændende at være med til at starte det hele op. Vores netværk har hjulpet os meget, selv om flere tvivlede på, om vi kunne nå det til sommer, men nu var ideen der, og så ville vi bare gerne i gang. Vi har knoklet for at komme hertil, og nu står vi klar med vores første marked d. 26. juli i den Böhmiske hal i Stege.”

Ronja-WeDoCraft

Ronja Kronholm

Ronja mener, at det for hende, Patricia og Lea har været en fordel at benytte sig af de tilbud, der findes for iværksættere i kommunen:

”I MikroVirk samler man mennesker, der har et talent eller en ide, og hjælper dem med at komme videre. Det har også været godt at have møder med Vordingborg Erhverv, som har kunnet hjælpe os til at få gratis rådgivning hos en advokat og en revisor. På den måde har vi fundet ud af, hvordan vi skal drive WeDoCraft”.

Stor opbakning til det første marked

Ronja fortæller, at der er en stor håndværkstradition i Vordingborg kommune med mange etablerede værksteder. Design-trioen ønsker at kombinere det lokale kunsthåndværk og design udefra for at skabe et varieret og spændende marked. Opbakningen til initiativet med to årlige markeder er også stor – og trioen regner med, at der til det første marked i Stege d. 26. juli kommer mellem 50 og 60 udstillere. Lea Aino Jensen siger:

“ Vi har kun fået positive tilbagemeldinger, når vi har fortalt folk om projektet, hvilket bekræfter os i at det er en rigtig god idé og noget der vil gavne lokalsamfundet”.

Nye tiltag på vej

De to årlige markeder er kun første skud på stammen. WeDoCraft skal også være en netværksplatform med forskellige arrangementer og events. Hvad det konkret bliver til er ikke fastlagt, men trioen har masser af ideer.

Lea Aino Jensen

Lea Aino Jensen

”Vi vil gerne sætte en ramme for et netværk, der både skal kunne rumme markederne, men også stå for andre events og workshops”, fortæller Lea Aino Jensen.

Planen er, at professionelle udøvende designere og kunsthåndværkere kan mødes og fx diskutere design, teknik eller gode håndværkstraditioner. På den måde sætter man fokus på det gode kunsthåndværk og design, der findes i kommunen, og man skaber en platform, hvor designere og kunsthåndværkere kan inspirere hinanden og eventuelt finde sammen i fælles projekter.

Dermed ser det ud til, at der er masser af kreativitet og kunst i Vordingborg kommune, og at det i fremtiden bliver langt mere synligt. Foreløbig er det muligt selv at få syn for sagn på det første marked d. 26. juli 2016 kl. 11-18 i den Böhmiske hal i Stege.