fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Lille virksomhed fra Vordingborg hitter stort i udlandet

2. feb 2017 | Internationalt

Jens Gøth, indehaver af enkeltmandsvirksomheden Funfish/Grizzly Lures, lader sig ikke standse af landegrænser. Han arbejder lige nu på at erobre det amerikanske marked og har også kig på Polen.

Siden Jens Gøth startede sin virksomhed i 1997, har der ikke været nogen tvivl. Tilstedeværelsen på udenlandske markeder er helt naturlig. I dag sælger han fiskegrej til fiskere i både Danmark, Tyskland, Sverige og Finland. Relationer og netværk har været afgørende for eksporten.

”Det er vigtigt at komme ud og møde folk. Siden jeg startede, har jeg deltaget på alle de messer inden for branchen, som jeg kan. På den måde bliver man ved med at hilse på de samme mennesker, og så udvikler det sig derfra”, siger Jens og giver følgende råd til iværksættere og virksomheder, der leger med tanken om at sælge til udlandet:

”Bare kom i gang. Det værste, der kan ske er, at du får et nej.”

Grizzly – naturens  bedste fisker

Det er også på messer, at Jens er kommet i kontakt med grossister i USA, der har fået øjnene op for den gode kvalitet, som hans produkter står for.

”Jeg har vareprøver med på messerne, og de har været ved at falde bagover”, siger Jens. Han mener, at et samarbejde med amerikanske grossister kan tidoble hans omsætning.

”Fiskeri er en stor branche i USA. I Florida er det faktisk den tredje største branche. Det foregår på den måde, at man lejer fiskeguide og tager med ud på en båd, og de har 684.000 af den slags fisketure om året.”

Og navnet bag de produkter, som Jens har planer om at afsætte til amerikanerne, er nøje gennemtænkt:

”Grizzly er den store brune bjørn, som blandt andet lever af de fange laks, der trækker op i de nordamerikanske floder for at gyde. Den er på en måde naturens bedste fisker. Det passer godt til mine produkter, som også er de bedste”, griner Jens.

Estisk samarbejde og dansk medproducent

Det er ikke kun USA, som Jens har planer om at indtage. Også Polen er et interessant marked, for landet grænser op til Østersøen med mulighed for trollingfiskeri. Efterhånden har landets indbyggere også fået en bedre økonomi. Det betyder, at de er villige til at bruge flere penge på bl.a. fritidsinteresser.

Som lille virksomhed med kun én ansat til at hjælpe sig, kan det dog være svært at imødekomme det stadigt stigende produktionsbehov. Også her har det dog vist sig, at det kan betale sig at være opsøgende og skabe relationer til udenlandske virksomheder. Jens fortæller:

”For fire år siden fik jeg en mail fra en repræsentant fra et finsk firma, som gerne ville sælge mine produkter. Jeg havde et møde med ham, men sagde, at jeg ikke kunne nå at producere det, der skulle til. Det viste sig, at han havde part i en estisk fabrik, hvor jeg kunne udvide min produktion.”

Jens forklarer videre, at samarbejdet går ud på, at han leverer det rå materiale til Estland, og på fabrikken har han fået indrettet to rum som værksted, hvor de estiske medarbejdere bliver oplært i at producere fiskegrej. Det er dog ikke kun esterne, der har gavn af Jens’ ekspansioner på udenlandske markeder. Han er også begyndt at samarbejde med Dansk Rotations Plastic i Kalvehave for netop at være i stand til at levere ordrer i den størrelsesorden, som amerikanske og senere hen også polske grossister forventes at ville bestille.

Vordingborg – lige i smørhullet

Netværk og relationer har stor betydning, hvis man gerne vil ind på udenlandske markeder, men man skal også være villig til at tænke nyt.

”Det er vigtigt som eksportvirksomhed at have unikke produkter, så man ikke skal konkurrere med priser fra Fjernøsten, så udvikling af nye produkter er en vigtig del af en succesfuld virksomhed”, siger Jens, som også hjulpet andre virksomheder i branchen med nye produkter.

En anden måde at komme ud i den store verden på er ved hjælp af online salg. Udover den fysiske butik i Vordingborg har Jens netop relanceret sin webshop grizzlylures.com og er i fuld gang med at lægge produkter på.

”Hvis du har en detailbutik, kan du kun overleve, hvis du har en webshop”, siger han. Ellers mener han, at der er stort potentiale for et godt forretningsliv i Vordingborg. Med en fiskerisæson, der ligger uden for den normale feriesæson, er der mange penge at tjene på turisme, hvor de ellers tomme ferieboliger kan udnyttes. Han er nemlig ikke i tvivl om, at interessen er der:

”Der kommer rundt regnet 1200 tyske kunder forbi min butik hvert år. Mange af dem er gengangere, som kommer, fordi her er godt at være. Vi bruger meget tid på at fortælle dem, hvor de kan fiske, og her kan de købe det fisketegn, som er lovpligtigt i Danmark. Det er god service, de får af os” siger Jens og tilføjer, at beliggenheden også er i top:

”Vi ligger lige i smørhullet. Der er ikke langt at køre fra færgen, og vi har også en skøn natur”.