fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Lokale virksomheder står sammen om det gode formål

23. nov 2015 | Iværksætteri

Lysten til at hjælpe mennesker i en svær situation er stor blandt erhvervslivet i Vordingborg Kommune. To lokale virksomheder er blevet udvalgt til at deltage i konkurrencen Superinvestor 2015, som handler om at samle flest mulig penge ind til Familier med Kræftramte Børn. De har også fået andre virksomheder med i kampen om at skaffe midler til det gode formål.

Wrappers – ihærdige iværksættere med overskud til at hjælpe andre

Det er gået stærkt for Wrappers. Det startede med en tur til Thailand i sommers, og selv om det egentlig var meningen, at de skulle rejse rundt i Asien i længere tid, valgte de at tage hjem og starte en forretning. I Thailand fik de nemlig ideen til de delikate, særlige pandekager, som de syntes, også danskerne skulle have glæde af.

Nu er Allan og Malene efterhånden blevet kendte ansigter i Vordingborg. Foran Kvickly langer de wrappers ud til lækkersultne forbipasserende og spreder god stemning med deres velsmagende delikatesser. Men selv om de har travlt med forretningen, har de stadig overskud til at hjælpe andre. De er blevet udvalgt til at deltage i konkurrencen Superinvestor 2015, og de har derfor fået 10.000 kr., som de skal have til at yngle mest muligt til gavn for patientorganisationen Familier med Kræftramte Børn.

De ihærdige iværksættere har fået andre virksomheder med på ideen, og derfor turnerer de på rundt på Sydsjælland og sælger Wrappers til 50 kr. med et lod med gevinster, som virksomhederne har sponsoreret.

Så vil du nyde en wrapper med god samvittighed og samtidig have mulighed for at vinde en fin præmie, så smut forbi Allan og Malene og bak op om deres initiativ!

De Raske Drenge med gode hjerter

Også De Raske Drenge er blevet udvalgt til at deltage i konkurrencen om, hvem der kan få 10.000 kr. til at vokse mest muligt til gavn for Familier med Kræftramte Børn.

Flyttefirmaet – der også tager sig af møbeltransport og kurerkørsel – har valgt at bruge Facebook i den gode sags tjeneste. På deres facebookside laver de auktioner med ting, som andre virksomheder har doneret.

Det er ikke første gang, De Raske Drenge yder en stor indsats for at hjælpe andre. Da indehaver Phillip Høglund i april hørte om en ældre mand, der skulle flytte, men ikke havde nogen, der kunne gøre det for ham, var han og medarbejderne ikke i tvivl: De sørgede for hans flytning ganske gratis. På den måde havde den ældre herre alligevel penge til den el-scooter, som ville gøre det nemmere for ham at komme rundt.

Har du lyst til at hjælpe De Raske Drenge med at samle penge ind, kan du byde på de fine sager på deres facebookside – og måske få indkøbt en af årets julegaver?

Konkurrencen løber indtil den 29. November 2015.

Med samarbejde kan vi nå langt

Engagement, opbakning og samarbejdslyst – det er det, der kendetegner erhvervslivet i Vordingborg Kommune, og som får virksomheder og iværksættere til at stå sammen om at støtte et godt formål som dette. Vordingborg Erhverv vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for initiativerne – med samarbejde kan vi nå langt!