NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Månedens Historie December 2020: Møn Supporters

2. dec 2020 | Følg vores arbejde

En gruppe mennesker gør en helt særlig indsats for at skabe liv og aktiviteter på hele Møn til glæde for lokale og turister. Deres seneste projekt fortjener dog en helt særlig anerkendelse. Derfor får Møn Supporters udnævnelsen som Månedens Historie i December 2020.

Torvet i Stege er prydet med julehytter og halmballer, som forstærker julestemningen til glæde for de handlende. Gennem de sidste tre måneder har et hold fra Møn Supporters arbejdet for at bygge 5 julehytter fra bunden. Julehytterne skal være med til at gøre Stege endnu mere attraktiv, når man skal vælge, hvor man skal foretage sine juleindkøb og dermed hjælpe lokalt erhverv under en svær tid.  

”Julehytterne har været et specielt projekt for os. Vi har været et hold på 8 personer til at udtænke og bygge dem med særlig omtanke på deres udseende og selvfølgelig deres opbygning, så vi kan genanvende dem ved andre aktiviteter”, fortæller Tonni Nielsen, medlem af Møn Supporters.

Support til hele Møn

Møn Supporters består af 40 frivillige pensionister, som samarbejder med Møns Handelsstandsforening, og det er ikke kun i Stege, de hjælper til.

”Vi blev stiftet for flere år siden med det formål at skabe endnu mere aktivitet i Stege. Det har vi altid været gode til. Og med tiden har vi ikke kun fået et godt samarbejde med handelsstandsforeningen, men også mange andre foreninger. Vi hjælper til med stort og småt ved blandt andet løb, tirsdagsmarked og meget andet,” fortæller Leif Iversen, som har været med i Møn Supporters fra starten.

De mange aktiviteter på Møn bidrager til at skabe et attraktivt og levende område for både lokale og turister. Og det er grunden til, at Vordingborg Erhverv vælger at udnævne Møn Supporters som Månedens Historie i december 2020.

”De gør en kæmpe indsats, som vi i handelsstandsforeningen sætter stor pris på. De er altid klar med en hjælpende hånd, og de gør det med et stort smil. De mange aktiviteter, som de hjælper til ved, er med til at tiltrække turister og gøre det sjovere at handle lokalt. På den måde hjælper de erhverv, og ikke mindst butiksdrivende, med at drive deres forretning, hvilket især er vigtigt lige nu på grund af corona-situationen”, fortæller Tina Olsen, City Manager i Stege og formand for Møns Handelsstandsforening.

 

Stærkt fællesskab

Der er stor motivation for at hjælpe til både blandt de 40 frivillige og i deres netværk. For at bygge julehytterne måtte de have faciliteterne til det, og heldigvis stod Glen Hansen klar med en hjælpende hånd.

”Vi havde fantastiske faciliteter på Glens gård. Han stillede et stort lokale og et opvarmet værksted i Ullemarke til rådighed for os, og det er meget værdsat. Han byggede tilmed en transportvogn til julehytterne, som gør det ekstra nemt for os,” fortæller Leif Iversen.

Glen tilføjer: ”Hvis vi alle bidrager lidt, så kan vi nå rigtig langt”. Og han afviser ikke, at han selv snarligt kan blive en del af Møn Supporters. 

Om Månedens Historie

Månedens Historie handler om det lokale erhvervsliv i Vordingborg Kommune. Hver måned bringer Vordingborg Erhverv en lokal succeshistorie med en udnævnelse af en lokal virksomhed, en iværksætter, en ildsjæl, et projekt, et samarbejde eller et initiativ. Formålet er at skabe større kendskab til de mange gode historier, som både illustrerer mangfoldigheden i det lokale erhverv samt kan skabe inspiration til vækst og udvikling.