NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Global milliard-virksomhed starter væksteventyr i Vordingborg

25. feb 2021 | Følg vores arbejde

Klintholm Havn på Møn bliver central for et milliardstort væksteventyr de kommende år i forbindelse med den ambitiøse grønne omstilling. Udsigt til stort antal lokale arbejdspladser glæder erhvervsliv og borgmester. Havvindmølleparker som Kriegers Flak i Østersøen har et kolossalt potentiale for lokal jobskabelse i yderområder som Klintholm Havn og dermed Vordingborg kommune.

Billede fra RelyOn Nutecs træningscenter i Holland

Verdens største virksomhed inden for sikkerhedstræning og uddannelse af medarbejdere inden for offshore, olie, gas og vind industrier rykker om kort tid til Vordingborg. Det er de store vindmølleparker i Østersøen og byggeriet af Femern tunnelen, der får danske RelyOn Nutec til at åbne en afdeling i Vordingborg.

”Vordingborg har en strategisk perfekt placering for os, og den giver os det bedste af alle verdener. Det er spot on for en virksomhed som vores at ligge i Vordingborg. Derfor var der heller ikke nogen alternativer rent forretningsmæssigt for os,” siger Claus Nexø Hansen, administrerende direktør for RelyOn Nutecs aktiviteter i Skandinavien.

RelyOn Nutec åbner den nye danske afdeling den 1. april i DGI Huset i Vordingborg, og som start vil den med udgangspunkt i de eksisterende faciliteter udbyde kurser og træning i sikkerhed af de medarbejdere, der skal arbejde enten med vindmøllerne i Østersøen fra Klintholm Havn eller tunnelbyggeriet i Rødby Havn.

”Det er meget attraktivt for vores virksomhed at etablere os i Vordingborg. Klintholm Havn og Rødby Havn ligger tæt på, og vi kan servicere begge projekter med den nødvendige træning og uddannelse af medarbejderne. Vindmølleparkerne på Kriegers Flak skal serviceres fra Klintholm Havn, og det er et stort behov for at uddanne arbejdskraft til at servicere møllerne,” siger Claus Nexøe Hansen.

Den danske sikkerhedsgigant har længe kigget på Vordingborg, og aftalen er kommet på plads efter tæt samarbejde med Vordingborg Erhverv.

”Det er et kæmpe gennembrud for erhvervsudviklingen i Vordingborg med stor strategisk betydning for den videre udvikling af Klintholm Havn som center for de store havvindmølle parker i Østersøen. Der skal uddannes og trænes et meget stort antal medarbejdere de næste mange år, og nu har vi infrastrukturen på plads til det, der bliver et vækst- og jobeventyr for ikke bare vores område men hele Danmark,” siger Bolette Christensen, direktør for Vordingborg Erhverv.

Etableringen af sikkerhedsvirksomheden RelyOn Nutec sker i tæt samarbejde med DGI Huset, og der er fælles forventninger til, at der bliver et fremtidigt samarbejde med uddannelsesinstitutionen Zealand Business College (ZBC).

 

Klintholm Havn central for væksteventyr

Klintholm Havn på Møn bliver central for et milliardstort væksteventyr de kommende år. Det er de store vindmølleparker som den på Kriegers Flak i Østersøen, der ifølge interesseorganisationen Dansk Energi bliver en markant vækstmotor i dansk økonomi og jobskabelse mange år fremover. Dansk Energi er erhvervs- og interesseorganisation for energiselskaber i Danmark.

”Østersøen og Nordsøen er de bedste steder i verden til at etablere havvindmølleparker, og det rummer et kæmpe potentiale for den grønne omstilling i Europa. Vindmøllerne i Østersøen, der skal serviceres og vedligeholdes fra Klintholm Havn, bliver en jobmaskine de mange kommende år. Vi taler om tusindvis af job for såvel ufaglærte som faglærte, og det er en udvikling, der især kommer områder som Møn og Vordingborg til gode i mange år fremover. Derfor er det et vigtigt skridt, at infrastrukturen nu er på plads, da der skal uddannes og trænes tusindvis af medarbejdere de kommende år,” siger Kristine van het Erve Grunnet, branchechef for vedvarende energi i Dansk Energi.

Billede fra RelyOn Nutecs træningscenter i Holland

Ifølge en undersøgelse om ”Beskæftigelseseffekter af investeringerne i den grønne omstilling” fra Dansk Energi vil der være størst efterspørgsel på arbejdskraft i Region Sjælland.

Der bliver især brug for ikke-faglærte medarbejdere, smede, elektrikere og VVS’ere. Samlet forventer Dansk Energi, at der bliver brug for cirka 120.000 årsværk til at etablere, bygge og servicere udbygningen af havvindmølleparkerne i perioden 2021-2030. Allerede i de næste fire år er der brug for 26.000 årsværk.

”Grønne fabrikker, som vi kalder havvindmølleparker som Kriegers Flak, har et kolossalt potentiale for lokal jobskabelse i yderområder som Klintholm Havn og dermed Vordingborg Kommune,” siger Kristine van het Erve Grunnet.

 

Klintholm Havn bliver central

Klintholm Havn og Vordingborg kommune bliver central i den grønne omstilling og det job- og vækstboom, der venter forude.

Det fik Initiativgruppen Møn med opbakning fra Vordingborg kommune til at sætte et arbejde i gang med at udarbejde en hvidbog for Klintholm. Det er Vordingborg Erhverv, der fik opgaven med at lave hvidbogen for Klintholm Havn, hvor alle interessenter er blevet inddraget.

Hvidbogen er færdig, og den kommer med en lang række anbefalinger til den kommende udvikling af hele området.

Billede fra RelyOn Nutecs træningscenter i Holland

”Klintholm Havn skal gøres klar til at kunne rumme alt det, fremtiden bringer. Vi skal kunne klare en øget turisme, flere lystbåde og erhvervshavn, der skal være base for vindmølleindustrien. Vi skal have trukket flere virksomheder her til og flere arbejdspladser og bosætning. Vi ved, at der skal bygges markant flere møller ude i vandet, som led ind den grønne omstilling, og det placerer os meget centralt i det, der kan blive det helt store industrieventyr de næste 30 år,” siger Bolette Christensen.

 

Vordingborgs borgmester Mikael Smed er begejstret for, at det er lykkedes at tiltrække RelyOn Nutec til Vordingborg.

”At få en milliardvirksomhed som RelyOn Nutec til Vordingborg er et kvalitetsstempel af vores strategisk rigtige placering i det vækstboom, der er i gang inden for den grønne energisektor. Ambitionerne om markant grøn omstilling i hele verden er guld værd for vores lokalområde, og det er en udvikling, der kommer hele Sydsjælland og Lolland-Falster til gode med flere arbejdspladser og øget bosætning,” siger Mikael Smed, borgmester i Vordingborg.

Vordingborg Kommune skal på et kommende møde i byrådet gennemgå hvidbogen og tage stilling til de næste faser i udviklingen af Klintholm Havn.

”Det er ikke hver dag, at vi har så stort et potentiale for vækst, job og positiv udvikling af kommunen. Vi taler om mange nye lokale arbejdspladser over de kommende år, der kan give hele området en markant saltvandsindsprøjtning samtidigt med at vi giver vores vigtige bidrag til den nødvendige grønne omstilling,” siger Mikael Smed.

 ”Vi kan være med til at gøre det attraktivt for andre virksomheder at etablere sig i området. Det er strategisk vigtigt, at infrastrukturen med adgang til træning og uddannelse er til stede lokalt, og dermed sikrer vi, at værdikæden er mere attraktiv når andre virksomheder etablerer sig på Klintholm Havn eller i forbindelse med tunnelbyggeriet i Femern Bælt,” siger Claus Nexøe Hansen.

RelyOn Nutec har mere end 30 træningscentre verden over i de 21 lande, hvorfra de træner og uddanner medarbejdere inden for især offshore, olie, gas og vind-industrien. Virksomheden er dansk og har hovedkvarter i København. I første omgang vil der være 5 til 6 medarbejdere ansat i afdelingen i Vordingborg.