NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Ny pulje til bygge- og anlægsvirksomheder

26. aug 2021 | Bygge og Anlæg

Stigende krav til bæredygtighed i byggeprojekter og efterspørgsel på grønne løsninger kræver ny viden hos bygge- og anlægsvirksomheder. Derfor er der oprettet en ny pulje fra Realdania, der skal give de udførende på landets byggepladser flere grønne kompetencer. 

Både små og store virksomheder skal kunne levere grønne løsninger. Byggesektoren står for godt en tredjedel af landets affaldsproduktion og for 20 % af den samlede CO2-udledning. Og hvis det ikke er incitament nok, så kommer der fremtidige bygningsreglement til at stille høje krav til bæredygtig produktion. 

Initiativet fra Realdania skal give den nødvendige og vigtige viden om bæredygtig byggeri. Mere præcist kan støtte fra puljen bruges til indkøb af kurser og/eller konsulentydelser. Forløbet er gratis for virksomheder, der dog selv skal afholde lønudgifter. 

Læs mere om Realdanias pulje til grøn kompetenceudvikling

Vær klar til at ansøge før de andre

Der åbnes for ansøgninger den 1. september 2021 og ansøgningsrunden vil være åben indtil den 15. oktober 2021. Men allerede nu kan du downloade og udfylde ansøgningsskemaet. Realdania har lavet en særlig side om ansøgningsprocessen.

Læs mere om ansøgningsprocessen

Fakta

Mere om Realdanias pulje til grøn kompetenceudvikling  

  • Puljen på 5 mio. kr. er en del af Realdanias indsats ’Sammen om bæredygtigt byggeri’, som blev lanceret i foråret 2020 i forbindelse med COVID-19-krisen.
  • Her støtter Realdania blandt andet 41 kommunale byggeprojekter og 13 almene boligorganisationer med at prioritere grønne og bæredygtige valg i en række bygge- og renoveringsprojekter. Derudover får 31 bygherrer støtte til at afprøve den frivillige bæredygtighedsklasse. 
  • Målgruppen for puljen til grøn kompetenceudvikling er mindre udførende virksomheder inden for byggeriet, der har behov for hjælp til at komme i gang eller komme videre med virksomhedens kompetenceopbygning i forhold til bæredygtighed i byggeriet.
  • Kurserne skal blandt andet give viden og kompetencer i forhold til udbud, hvor der stilles krav om bæredygtighed, bæredygtig certificering, minimering af spild af tid og materialer på byggepladsen, kunderådgivning om grønne løsninger og produkter m.m. 
  • Der kan søges op til 100.000 kr. i tilskud pr. virksomhed. Støtten kan bruges til indkøb af kurser og/eller konsulentydelser flere steder i landet. Forløbet er gratis for virksomhederne, men de skal afholde egne lønudgifter.
  • Der åbnes for ansøgninger 1. september 2021, og kurserne afholdes i perioden fra november til maj.