fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Ny restaurant på Præstø Havn åbner

15. maj 2020 | Detail

Den gamle Skipperkro på Præstø Havn har fået en gennemgribende renovering af den nye ejer Jakob Helles. Med den nye start får den historiske bygning også nyt navn: Det Gamle Toldhuus. Og restauratørerne Kim Hemmingsen og Susan Ludvigsen står klar til at byde gæster velkommen i restauranten og isboden.

Kim Hemmingsen og Susan Ludvigsen underskrev lejekontrakten på Det Gamle Toldhuus på Præstø Havn den 1. april. Den historiske bygning er lokalt kendt som Skipperkroen, men med de nye rammer får bygningen også en ny start som Det Gamle Toldhuus. Et navn, som har respekt for bygningens historie som gammel toldbod.

”Jeg har længe gerne ville være selvstændig restauratør, men det skulle være det rigtige. Med Det Gamle Toldhuus så jeg spændende muligheder, gode lokaler samt en rigtig god lokation på Præstø Havn, hvor der er masser af sjæl og liv. Så jeg havde ingen tvivl, da Jakob Helles søgte en til at drive restauranten,” fortæller Kim Hemmingsen.

Kim Hemmingsen er uddannet kok i 2000 og har arbejdet i køkkener lige siden. Han har været souschef på Hotel Falster og senest arbejdede han som køkkenleder på Marjetta i 11 år. Kim har derfor et solidt kendskab til det lokale marked, men han er også klar over, at overgangen til selvstændig restauratør formentlig vil ændre meget.

Kim Hemmingsen fortæller: ”Jeg har snakket med min kone om, at mit arbejde ikke vil have en lige så rolig tilstedeværelse i vores liv som før. Restauranten kommer til at betyde en hel del, for det er vigtigt for mig, at Det Gamle Toldhuus får succes, og at lokale i Præstø og hele kommunen vil bruge restauranten som samlingspunkt.”

Kim Hemmingsens partner Susan Ludvigsen glæder sig også til den nye tilværelse som selvstændig.

”Jeg har længe overvejet at tage springet som selvstændig, men den rette mulighed dukkede ikke op før Kim fortalte mig om restauranten. Jeg er uddannet i servicefagene, og det vigtigste for mig er, at jeg i mit arbejde kan skabe en god oplevelse for kunder og opbygge nogle relationer til dem. Det glæder jeg mig rigtig meget til at gøre i Det Gamle Toldhuus,” fortæller Susan Ludvigsen.

Et stærkt netværk

Privat har Kim Henningsen også stærke lokale rødder.

”Jeg har boet i Stensved altid, hvor jeg også har været formand i Stensved Fodboldklub gennem en lang årrække. Så jeg har et stærkt lokalt netværk, som jeg sætter stor pris på – især nu,” fortæller Kim Hemmingsen.

Og det var i Kim Hemmingsens familie, at han skulle finde den rette samarbejdspartner.

”Kim er min svoger, og vi har sammen planlagt og eksekveret flere arrangement, blandt andet i forbindelse med hans formandskab i fodboldklubben. Så vi har arbejdet sammen før med god succes, og derfor tror vi også stærkt på vores partnerskab. Kim og jeg tænker forskelligt, men vi har altid samme mål for øje – og netop de forskellige synsvinkler gør vores samarbejde rigtig godt,” fortæller Susan Ludvigsen.

Forsinket åbning på grund af Corona

Men det har ikke været en helt nem start. Kim Hemmingsen og Susan Ludvigsen havde planlagt åbning af deres restaurant i april, men den blev udskudt.

”Restauranten skulle efter planen åbnes den 25. april, men den har vi selvfølgelig udskudt på grund af regeringens forbud. Det er vigtigt for os, at vores gæster, udover at de får en god oplevelse, også føler sig trygge. Planen er nu, at vi åbner restauranten den 20. maj, men allerede nu har flere gæster nydt godt af vores Ishuus, som er åben,” fortæller Susan Ludvigsen, som på skift med Kim sørger for, at Ishuuset er bemandet.

Om Det Gamle Toldhuus

Kim Hemmingsen og Susan Ludvigsen vil sammen drive Det Gamle Toldhuus som restaurant, ishus og selskabslokaler.

Restauranten vil have fokus på årstiderne, så hver måned vil der være et nyt menukort med 3 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter. Restauranten vil også have frokoståbent.

Ejer Jakob Helles har totalrenoveret bygningen, så den nu blandt andet har fået et helt nyt køkken. Dertil er der anlagt en meget stor og flot træterrasse på hele restaurantens side mod havnen. På 1. sal er der et flot selskabslokale med plads til 70 personer og med udgang til en stor tagterrasse, hvor den smukke udsigt over havnen kan nydes. På 2. sal vil der komme konferencelokaler med plads til 25-30 personer.