fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Nye vækstmuligheder for lokale virksomheder

17. sep 2015 | Iværksætteri, Vækst, Vordingborg Erhverv nyheder

Den 15. september 2015 afholdt Vordingborg Erhverv informationsmøde for erhvervslivet, hvor Vækstfonden var inviteret til at holde oplæg. Målet var at skabe større opmærksomhed omkring alternative finansieringsmuligheder og at inspirere til vækst og udvikling i kommunen.

100 deltagere havde tilmeldt sig arrangementet, da Vordingborg Erhverv inviterede indenfor på Vordingborg Kaserne, hvor de lokale virksomheder fik mulighed for at møde Vækstfonden og direktøren for HKSDK. Der var et stort opbud af både iværksættere og etablerede virksomheder fra mange forskellige brancher. Derudover havde Vordingborg Erhverv inviteret en stor gruppe studerende fra ZBC, som har fokus på innovation og finansiering.

Formanden for erhvervsudvalget Asger Diness Andersen bød velkommen og lagde vægt på at vækst og arbejdspladser skal findes i kommunens små virksomheder. Direktør for Vordingborg Erhverv Susanne Kruse Sørensen supplerede med at opfordre til, at Vordingborg Kommune skal have større andel i Vækstfondens finansieringer.

”Region Sjælland modtager ti procent af Vækstfondens lån og kautioner. Den andel må gerne blive meget større” opfordrede direktør Susanne Kruse Sørensen.

Erhvervskundedirektør Anders Christian Andersen fra Vækstfonden var meget imponeret over interessen fra deltagerne.

”Vi er rigtig glade for den store opbakning til arrangementet, som langt oversteg vores forventninger. Vi fik nogle spændende projekter med hjem, som vi kan arbejde videre med i den kommende tid og håber på at kunne finansiere nogle af dem i nærmeste fremtid og endnu flere på længere sigt”, fortalte erhvervskundedirektør Anders Christian Andersen.

Erhvervskundedirektøren gav tilhørerne indsigt i de mange muligheder for finansiering, som også kan komme både små og nystartede virksomheder til gode. For halvandet år siden blev det nemlig muligt for Vækstfonden at hjælpe mindre virksomheder og iværksættere. Der er derfor god grund til at virksomhederne i Vordingborg Kommune lærer Vækstfonden bedre at kende.

De mange deltagere var også meget tilfredse med arrangementet. Der var flere iværksættere blandt deltagerne, som fik stor nytte ud af mødet. Blandt dem var Danny Brandt Jørgensen fra Sjællands Husbyg, som er i gang med et spændende nyt projekt, der også på sigt skal finansieres.

”Det er lidt for tidligt i processen til at søge hjælp hos Vækstfonden. Jeg skal først have helt styr på mit produkt og min forretningsplan, men jeg skal helt sikkert have dem ind over på et senere tidspunkt.” fortæller Danny Brandt Jørgensen.

Anders Christian Andersen lagde også vægt på, at der sjældent bliver sagt nej til at hjælpe. Der er virksomheder, som ikke er klar til at få hjælp, men Vækstfonden hjælper gerne til at fortælle, hvad der skal til for at opfylde kriterierne for at få lån eller kaution. Det blev godt modtaget blandt deltagerne.

”Jeg troede faktisk man skulle have et fysisk salgsprodukt, og det jeg sælger er know-how, men jeg har drøftet min virksomhed med Vækstfonden i dag, og de vil meget gerne hjælpe med finansiering, hvis det bliver aktuelt”, sagde Hanne Holmer, som er ergoterapeut og til daglig arbejder som sansekonsulent fra spirepladserne hos Vordingborg Erhverv.

Vækstfonden kan blandt andet hjælpe med lån og kaution, garantistillelse, ejerskifte, grønne investeringer og vækstlån. Med sig havde erhvervskundedirektøren flere eksempler på virksomheder, som har fået hjælp fra Vækstfonden med stor succes.

Direktør for HKSDK, Henrik Wingaard-Madsen, var inviteret for at fortælle, hvordan han fik hjælp af Vækstfonden til at starte og markedsføre en ’Lamborghini’ inden for sikkerhedssko. Idéen var at starte et nyt brand, som ikke blot var en deluxe-udgave af HKSDK, men noget der skulle være helt eksklusivt. Derfor startede han firmaet Airtox, som producerer sikkerhedssko, som er det ypperste indenfor højteknologisk fodtøj. Hans møde med Vækstfonden har været meget positivt og har gjort, at det nye firma kunne komme hurtigt ud af starthullerne.

”Vi havde som sådan ikke brug for penge, men vi ville gerne hurtigt ind på det europæiske marked, og til det skulle vi bruge hjælp. Den store forskel fra at låne penge af banken er, at et ansvarligt lån fra Vækstfonden giver en større egenkapital til virksomheden og det giver større kreditfacilitet i banken i den anden ende. Vi står i en position, hvor vi kan forhandle til Somalia-renter i stedet for guld-renter” fortalte han om processen.

Man kan læse mere om Vækstfonden og de virksomheder de har givet finansiering på Vækstfondens hjemmeside.