fbpx

        

 

VISION for
erhvervsudvikling i
Vordingborg Kommune

Vores vision – og hvem vi er

Vordingborg Erhverv skal gøre det attraktivt og enkelt at drive, udvikle og vækste virksomhed i Vordingborg Kommune. Vi skal hjælpe virksomheder med at gribe mulighederne og opnå deres ambitioner – og det gør vi blandt andet med professionel vejledning, et stærkt netværk og viden om fremtidspotentialer i både ind- og udland. 

Vision

Vordingborg Erhverv gør virksomhederne klar til fremtiden.

Mission

Vordingborg Erhverv driver og skaber erhvervsudvikling, der gør Vordingborg Kommune til et sted, hvor det er nemt og inspirerende at starte, drive og udvikle virksomhed.

Vordingborg Erhvervs værdier

Samarbejde

Fælles mål og holistisk tilgang; vi skal arbejde tæt sammen med virksomhederne, den kommunale forvaltning samt aktører udenfor kommunen, hvis vi skal skabe markante og holdbare resultater. 

 

Professionalisme

Professionel integritet, objektivitet og kompetencer i højsædet; vi skal kunne stå inde for de ting vi siger, de ting vi gør og ikke mindst den vejledning vi giver. 

 

Ambition

Vi motiverer og inspirerer iværksættere og virksomheder til udvikling, så de bliver mere innovative, effektive og konkurrencedygtige. 

 

Udvikling

Vi skal være åbne, omstillingsparate og tage initiativ; vores overblik og udsyn skal gøre os i stand til at tage initiativ, følge erhvervslivets tendenser og manøvre i spændingsfeltet med mange interessenter og gode ideer, så vi kan støtte det lokale erhvervslivs udvikling. 

 

Lokalt kendskab

Lokal indsigt og stærkt netværk; med indsigt i både det lokale erhverv samt nationale og internationale forretningsmuligheder kan vi vejlede erhvervsdrivende og tiltrække nye virksomheder. 

FN’s 17 Verdensmål

Med FN’s 17 Verdensmål er der skabt et globalt sprog for bæredygtighed. Både i erhverv og private henseender er der enighed om de største udfordringer, og verdensmålene er med til at definere udfordringerne, så løsninger kan skabes. For der er ikke én løsning – det er et ansvar, som vi alle bærer.

Her kan du læse om, hvordan Vordingborg Erhverv arbejder med verdensmålene. 

FN’s Verdensmål 3 – Sundhed og trivsel

Hos Vordingborg Erhverv vil vi gerne være med til at sikre et sundt liv og fremme trivsel for vores ansatte. Det gør vi blandt andet med en agil og fleksibel tilgang til vores arbejde. Vi tilgodeser balancen mellem arbejde og fritid, og vi har tillid til, at vores medarbejdere er med til at skabe den rette balance for dem selv.

Vi fremmer også sundhed på kontoret med en fælles indsats. Alle medarbejdere tilbydes en 1-1 samtale med en personlig træner, hvor individuel sundhed og trivsel drøftes.

FN’s Verdensmål 7 – Bæredygtig energi

Vordingborg Erhverv har del i mange erhvervsudviklingsprojekter, hvor bæredygtig udvikling og grøn energi er i fokus.

I Business Park Vordingborg har det internationale selskab IONITY købt en erhvervsgrund, hvor der vil skabes et konceptsite og ladestation til el-biler. Grunden ved afkørsel 41 er den første af 450 ladestationer, som IONITY vil åbne de kommende 2 år i hele Europa. Det vil gøre det nemmere og mere attraktivt at vælge el-bil i fremtiden.

Vordingborg Erhverv arbejder også med erhvervsudviklingsprojektet Kriegers Flak, som bliver Danmarks største havvindmøllepark med knap 100 vindmøller. Havvindmølleparken forventes at være i fuld drift senest i 2022 og vil kunne generere strøm til 600.000 danske husstande.

Vordingborg Erhverv er sammen med Vordingborg Havn med i det internationale EU-projekt DUAL Ports, hvis formål er at fremme bæredygtig havnedrift i Nordsø-regionen. Programmet har fokus på at forbedre infrastrukturen og fremme udviklingen af miljøvenlige løsninger. Det vil sige, at der skal udvikles ny teknologi, som reducerer udslippet af CO2, og der skal findes nye og mere miljøvenlige måder at organisere arbejdet på. På den måde bliver havnene mere effektive og derved spares energi.

DUAL Ports er en del af EU’s ”The North Sea Region Programme”, som henvender sig til 49 regioner i syv lande rundt om Nordsøen. I projektet indgår i alt 10 havne fra seks forskellige lande og en række erhvervsvirksomheder og forskningsinstitutioner. De skal arbejde sammen på tværs af landene om at tænke innovativt og grønt i forhold til driften af havnene.

FN’s Verdensmål 8 – Anstændige job og økonomisk vækst

Vordingborg Erhverv vil have fokus på bæredygtighed i byggeriet. Bæredygtighed kan overordnet set betragtes ud fra tre aspekter: Det miljømæssige, det økonomiske og det sociale.

Det miljømæssige aspekt beskæftiger sig med bygningens påvirkning af miljøet i hele dens livscyklus.
Det økonomiske aspekt har fokus på omkostninger ved driften af et byggeri og ikke kun omkostningen ved opførelsen.
Det sociale aspekt fokuserer på det menneskelige i form af bygningens indflydelse på sikkerhed, sundhed og sociale forhold herunder indeklima, brugervenlighed, øget fleksibilitet og tilgængelighed for alle.

Vordingborg Erhverv vil have fokus på grøn omstilling i forbindelse med havneudvikling, med indsatsområderne under Krigers Flak og udvikling af Klintholm Havn og DUAL Ports for bæredygtig havnedrift.

Vordingborg Erhverv har også fokus på at skabe flere arbejdspladser både ved at hjælpe iværksættere med at etablere og udvikle deres virksomheder og ved vejledningsforløb og afklaring af udviklingsmuligheder med virksomheder. Med denne indsats kan der skabes flere arbejdspladser og mindske ledigheden i kommunen. 

FN’s Verdensmål 9 – Industriel innovation og infrastruktur

Vordingborg Erhverv hjælper virksomheder med at opnå bæredygtig økonomisk vækst. Det gør vi blandt andet med Vækstprogrammet, hvis formål er at øge de private virksomheders jobskabelse og konkurrenceevne blandt andet med innovativ produktivudvikling.

FN’s Verdensmål 11 – Bæredygtige byer og lokalsamfund

En koordineret indsats skal styrke de tre handelsbyer Stege, Præstø og Vordingborg. Initiativet hedder City Manager og skal være med til at skabe fælles aktiviteter, et tættere samarbejde og større mulighed for at lære af hinanden. Projektet vil både kunne tiltrække flere virksomheder til vores lokalsamfund, men også sikre bæredygtig vækst for vores eksisterende virksomheder i Vordingborg Kommune.

FN’s Verdensmål 12 – Ansvarlig forbrug og produktion

Vordingborg Erhverv arbejder med virksomheder i bygge- og anlægsbranchen på at bruge ressourcer effektiv i forbrug og produktion. Bæredygtighed og cirkulær økonomi er fremtiden for håndværksvirksomheder, og under Vækstprogrammets initiativ Manufacturing the Future har vi hjulpet lokale virksomheder med at finde de mest lukrative og effektive metoder til at optimere deres behandling af materialer.

Vores formål er både at fremtidssikre virksomheder ved at øge konkurrenceevne og udnyttelse af materialer, men også at motivere virksomheder til at bære et socialt ansvar ved at omstille til bæredygtig produktion.

FN’s Verdensmål 17 – Partnerskaber for handling

Vordingborg Erhverv har fokus på internationalisering og samarbejde på tværs af grænser. Det gør vi blandt andet med vores arbejde i EU-projekterne DUAL Ports og Right Skills for the Right Future, hvor det globale partnerskab er med til at skabe udvikling og sammen opnå de fastsatte mål.

Dertil arbejder vi også med lokale virksomheder, som gerne vil udforske det internationale marked for eksport. Den kommende Femern Bælt-forbindelse øger virksomheders mulighed for at samarbejde med andre lande og finde eksportmuligheder, og vi hjælper virksomheder med at nå deres eksportambitioner.