fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Præstø sætter turbo på den digitale udvikling

28. jun 2016 | Innovation, Iværksætteri

Vi hører det igen og igen: Innovation og iværksætteri er vejen frem for mere vækst og velstand i Danmark. I Præstø gør man noget ved det –  et nyt initiativ bakker op om kommunens digitale frontløbere.

I Adelgade i Præstø er der et kontor – men det er ikke et hvilket som helst kontor. FutuRUM er et kontorfællesskab for iværksættere, der arbejder med digitale løsninger, og her kan de leje en plads og samtidig få kollegialt samvær og sparring på forretningsudvikling.

Anders Skjønaa, manden bag futurRUM, har et vigtigt budskab til de sydsjællandske virksomheder:

”Virksomheder kan vækste, spare mange penge og komme ind på nye markeder med de værktøjer, som digitaliseringen medfører. Der har været stilstand nogle år pga. krisen, men nu er det på vej ind igen. Digitalisering er vejen frem. Også i vores område, hvor det kan være med til at løfte virksomhederne.”

Vi kan faktisk godt lave det hernede

Anders har selv mange års erfaring fra it-branchen, og er direktør i firmaet SharePointPeople, hvor han rådgiver mellemstore og store virksomheder om it-løsninger. Han har oprettet futuRUM, fordi han synes, der også skulle være lokale muligheder for digital assistance for de sydsjællandske virksomheder – som han udtrykker det, så kan vi faktisk godt lave det hernede. Han fortæller om konceptet:

futuRUM er et kontorfællesskab for digitale iværksættere”Kontorfællesskabet samler de lokale kræfter, der ved noget om it, og som kan noget inden for digitalisering. De er dygtige inden for hver deres felt, og sammen kan de vokse. Vi har fx en dygtig grafisk designer, en programmør, og en, der ved noget om økonomistyringssystemer. Hver for sig kan de ikke fylde paletten, men samlet kan de løfte de digitale opgaver, som mange virksomheder står over for.”

Det er er den store fordel ved iværksættermiljøet – man kan tilbyde samlede løsninger: ”Vi kan gå sammen og fx lave en billig webløsning baseret på kompetencer, vi har i lokalområdet”, siger Anders.

FutuRUM er et ideelt it-iværksættermiljø

En af de iværksættere, som har valgt at være en del af futuRUM, er John Thomsen. Han startede i august 2015 som iværksætterspire hos Vordingborg Erhverv og har nu valgt at satse fuldt ud på sin virksomhed Den Gode Håndværker. Det er en online portal, hvor håndværkere bliver markedsført online og indgår i et seriøst brand, der er kendt for kvalitet og tryghed.

Ideen til Den Gode Håndværker opstod, fordi John selv er håndværker og kunne se behovet for, at håndværkere bliver mere synlige online. Det gælder om at være tilgængelig for kunderne, også om aftenen, når de er kommet hjem fra arbejde og skal finde den håndværker, der skal renovere køkkenet eller udskifte taget.

Det er dog ikke nok med en hjemmeside – der skal bygges et helt koncept op med både en digital og en fysisk tilstedeværelse. Det er her Den Gode Håndværker kommer ind i billedet og tilbyder forskellige pakkeløsninger, der passer til den enkelte håndværkers behov.

”Jeg hørte om futuRUM via MikroVirk. Jeg synes, det lød interessant i forhold til det, jeg gerne ville med Den Gode Håndværker, fordi det handlede om it-løsninger, brugervenlighed og online platforme. ”

Han fortæller videre, at han nok ikke ville have fået kendskab til futuRUM, hvis han ikke havde hørt om det via erhvervsservicechef Dan Holck-Hansen fra Vordingborg Erhverv. Da han deltog i den bustur med virksomhedsbesøg, som MikroVirk arrangerede i april, og som også lagde vejen forbi futuRUM, fik han lejlighed til at høre Anders Skjønaa selv fortælle om iværksættermiljøet. Derefter var han ikke i tvivl:

”Jeg tænkte, at ham skal jeg bare snakke med! Anders er dygtig til at få sat tingene i sving. Der er masser af god energi omkring ham, og han har erfaring med at udvikle og implementere software, så jeg vidste, at jeg ville kunne få meget ud af at sparre med ham.”

Fællesskab og sparring

Efter busturen med MikroVirk og virksomhedsbesøget hos futuRUM havde John et møde med Anders, og detaljerne om en kontorplads faldt på plads. Han er glad for aftalen, ikke mindst på grund af beliggenheden:

”Lokationen i Præstø passer  mig perfekt. Jeg har 10-15 minutter på arbejde, som jeg kan bruge til at forberede mig på dagen. På kontoret er der en masse positiv energi omkring mig, og der er nogen, jeg kan vende tankerne med, så det er meget bedre end at sidde alene derhjemme.”

Fællesskabet med andre iværksættere er dermed et stort plus, og John mener også, at han kan få meget ud af at være en del af et iværksættermiljø med fokus på it og digitale løsninger. Han kan få god sparring vedrørende Den Gode Håndværkers digitale koncept og  udviklingen af en it-strategi for hjemmesiden.

”Jeg har fået god hjælp af Vordingborg Erhverv til at komme i gang, men nu skal jeg skærpe produktet yderligere over for mine kunder. FutuRUM er en vigtig brik i det”, siger John, som bl.a. kan få sparring vedrørende opbygning af brugerflader og markedsføring.

Fødekanal for den digitale udvikling

Også Anders mener, at den enkelte iværksætter kan få en masse ud af at være en del af iværksættermiljøet. Man kan drage nytte af de andres kompetencer, når der er noget, man ikke selv er stærk indenfor, fx programmering eller grafisk design.

Men det handler ikke bare om et kontorfællesskab for it-iværksættere. Hvis man har en ide, men har brug for hjælp til at komme i gang med udviklingen af den, er Business Incubator en mulighed. Anders fortæller:

”Det er et nyt tiltag. Vi laver en individuel aftale fra person til person om, at de kan bo her gratis i en periode, hvis de har en ide inden for informationsteknologi, software eller digital kommunikation. Til gengæld skal man opsøge kunder, udarbejde en forretningsplan, osv., og det kan man også få sparring på, ligesom vi vil samarbejde med de etablerede tilbud til iværksættere”, siger Anders og kalder Business Incubator en fødekanal for den digitale udvikling, fordi de får hjælp til at komme i gang med innovative it-løsninger. Han kan endvidere fortælle, at han er i dialog med flere potentielle iværksættere til Incubator.

Digitalt powerhouse på Sydsjælland

På nuværende tidspunkt er der fem it-firmaer tilknyttet futuRUM, og senest er John Thomsen blevet tilknyttet med sin virksomhed Den Gode Håndværker. Så efterhånden er der blevet samlet et bredt felt af kompetencer inden for it-området, som kan assistere kommunens øvrige virksomheder i udviklingen af digitale løsninger.

”Jeg vil have, at folk ser os som et digitalt powerhouse. Allerede nu er både små og mellemstore virksomheder begyndt at opsøge os til bl.a. opbygning af hjemmesider og nyhedsbreve. Nu har de et sted, de kan gå hen i lokalområdet”, siger Anders.

Han forklarer videre, at det er en fordel at være lokalt forankret i forhold til kunderne. Når det handler om digitalisering, og man fx skal have lavet en webshop, er det vigtigt, at man kan stole på de mennesker, der skal løse opgaven for én.  Så er det godt, at man kender kunderne, fordi man mere eller mindre bor blandt dem, og man har en god indsigt i deres forretning.

Det lader til, at det lokale erhvervsliv har lagt mærke til, at der nu er en seriøs og kompetent samarbejdspartner, når der står digital nytænkning på virksomhedernes strategiplan – så måske bliver Præstø Danmarks svar på Silicon Valley?