NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Månedens Historie Juni 2021: Restaurant Atterdag

10. jun 2021 | Følg vores arbejde, Månedens Historie

Det har vakt stor opsigt, at det gamle apotek på Algade i Vordingborg har gennemgået en forandring. De nye ejere har givet bygningen nyt liv, og det glæder både de handlende og forretningsdrivende i Vordingborg midtby.  

Der er fuldt booket. Restaurantgæster har taget så godt imod Restaurant Atterdag, at det ofte er den besked, som ejerne Birte og Keld Jensen må give i de første åbningsweekender.

”Det har været en fornøjelse at starte op igen. Vi har restauranten fyldt med glade gæster. Det betyder dog også, at vi nogle gange må sige nej. I weekenden er det i øjeblikket en nødvendighed at reservere bord – især i weekenden. Kommer man forgæves, opfordrer vi ofte til, at de lige går en tur ned i byen, handler lidt og kommer tilbage om 20-30 minutter, hvor vi kan have et bord klar. Det er en løsning, alle er glade for,” fortæller Birte Jensen, som åbnede dørene til Restaurant Atterdag den 13. maj 2021 med varm modtagelse af både gæster og naboer.

”Naborestauranten [Roma, red.] bød os velkomne og glædede sig over, at vi nu også kunne hjælpe med at tilbyde en god restaurant-oplevelse, som kan være med til at skabe mere liv i gaden. Og gæsterne har været imødekommende og overbærende i forhold til vores fortsatte renovering. Ting tager jo tid, ”griner Birte Jensen og tilføjer: ”Det betyder virkelig meget, at stemningen omkring os er så god, og vi er glade for at vi kan bidrage med endnu en oplevelsesmulighed for turister.”  

Birte og Keld Jensen havde næsten ikke tid til at mødes med os. De skulle både hente varer og gøre klar til aftenserveringen, og de elsker det – hverdagen og gæsterne. Birte beskriver det som en livsstil.

”Der er en særlig stemning her. Man kan nærmest mærke passionen for det, de [Birte og Keld Jensen, red.] laver. Kvaliteten prioriteres og der sættes en ære i både at give gæsterne en god oplevelse og drive en rentabel forretning. Og så er deres evne til at se muligheder inspirerende,” siger Jens Damgaard, erhvervsudviklingschef og leder af City Manager-temaet hos Vordingborg Erhverv. Han er ikke i tvivl om, at Restaurant Atterdag vil bidrage positivt til udviklingen af en attraktiv midtby i Vordingborg, der kan medvirke til at tiltrække flere turister. Derfor udnævnes Restaurant Atterdag til Månedens Historie i juni 2021.

 

 

 

Et dyrt møde

Birte og Keld Jensen har drevet restaurant sammen siden 1998 – først i Østrig, dernæst Ebeltoft og i restauranten ved Borgcentret. Da lejeaftalen ophørte, måtte de finde et nyt sted. Men det var vigtigt for dem, at det blev et sted med historie og de fik hjælp til eftersøgningen.

”Det blev et dyrt møde med Jens [Damgaard fra Vordingborg Erhverv, red.],” siger Birte Jensen, og Keld Jensen griner med. ”Men vi havde aldrig fundet det her sted, hvis det ikke var for ham. Han ved, hvad der rører sig i byen, og det er guld værd for os erhvervsdrivende.”

Det fortæller Birte Jensen om den hjælp, hun og Keld fik af Jens Damgaard og Charlotte Stage, City Manager i Vordingborg. Sammen fandt de den gamle apotekerbygning og fandt frem til udlejer, Estate Invest. Den største del af bygningen består af lejligheder, men det var dengang uvist, hvad det gamle apotek skulle blive til. Efter kun et besøg så parret potentialet, og Estate Invest var enige.

”Det er sådan en smuk bygning med masser af historie, og det betyder meget for os. Og så vi har fået et rigtig godt samarbejde med Estate Invest. Det var hårde forhandlinger, men der er brug for klare linjer. Hele rummet er nyrenoveret, og vi har et splinternyt køkken, så vi har de bedste rammer for vores forretning,” siger Birte Jensen, som tilføjer, at de også er ved at lægge sidste hånd på renovering af et nyt selskabslokale med plads til 25-30 personer.

Birte og Keld Jensen har hænderne fulde, men døren til Restaurant Atterdag er altid åben. ”Det er vigtigt, at vi hjælper hinanden, og derfor betyder det gode samarbejde med både Estate Invest og de mange butiksdrivende i byen meget for os,” fortæller Birte Jensen.

Hvis det undrer dig, at Keld Jensen ikke fremgår meget i denne artikel, så er årsagen ganske simpel. Efter en lille kop kaffe måtte han undskylde sig og forlade bordet for at forberede aftenserveringen og hjælpe deres leverandør med nye varer. Der er ingen tvivl om, at der er nok at lave hos Restaurant Atterdag – og både Birte og Keld Hansen stortrives med det.

 

Om Månedens Historie

Månedens Historie handler om det lokale erhvervsliv i Vordingborg Kommune. Hver måned bringer Vordingborg Erhverv en lokal succeshistorie med en udnævnelse af en lokal virksomhed, en iværksætter, en ildsjæl, et projekt, et samarbejde eller et initiativ. Formålet er at skabe større kendskab til de mange gode historier, som både illustrerer mangfoldigheden i det lokale erhverv samt kan skabe inspiration til vækst og udvikling.