fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Socialt fællesskab og eksperthjælp

7. aug 2015 | Iværksætteri

”Generelt har vi givet hinanden mange gode indspark. Vi fortæller, når vi ser noget på nettet, der kan have interesse for en af de andre på Vækstfabrikken. Vi husker hinanden på ting i forhold til eksempelvis skat og moms. Og jeg har selv fået gode råd om mulige komplikationer i forhold til dagpengesystemet, da jeg overvejede at ansætte min kone i virksomheden”.

Sådan siger geotekniker Rasmus Gulstad, indehaver af RG Geoteknik ApS, der har haft firmaadresse i Vækstfabrikken på Marienbergvej 132 i Vordingborg siden 1. maj 2014.

Vækstfabrikken i Vordingborg ligger fysisk placeret sammen med Væksthus Sjælland, der også har sit domicil på Marienbergvej 132, hvorfra også en række andre vækstfabrikker rundt om i regionen serviceres.

Eksperter lige ved hånden

Iværksætterne på Vækstfabrikken i Vordingborg har den ekstra fordel, at de har alle Væksthus Sjællands eksperter ”lige ved hånden” – eksempelvis eksperterne i strategi, forretningsudvikling, finansiering, økonomi, salg og markedsføring.

Og den mulighed har Rasmus Gulstad gjort brug af i forbindelse med enkeltstående specifikke spørgsmål, men også ved at deltage i kurser om virksomhedsplaner og salg, fortæller han.

”Det er en fordel af sidde i et stort hus med en masse eksperter og det er mit indtryk, at det lokale erhvervsliv kunne få meget mere ud af, at Væksthus Sjælland er placeret i Vordingborg. Der er også meget få, som kender Vækstfabrikken”, konstaterer Rasmus Gulstad.

Når Rasmus Gulstad i 2014 valgte at udskifte fast job med et liv som iværksætter og selvstændig, var det blandt andet på baggrund af en gunstig beskæftigelsessituation for geoteknikere. Samtidig havde han et ønske om at få bedre mulighed for at vælge sine arbejdsopgaver og tilrettelægge arbejdsdagen i forhold til familien.

Vigtigt med det sociale

Til gengæld havde Rasmus Gulstad ikke lyst til at være ”eneboer-agtig” på sit daglige job, derfor søgte han i første omgang efter et kontorfællesskab til sin virksomhed.

”Jeg fandt ikke rigtig nogen i Vordingborg. Der var noget i Næstved, men så hørte jeg tilfældigt om Vækstfabrikken her i Vordingborg”.

Og det har været en god løsning for Rasmus Gulstad.

”Jeg har fået rigtig meget ud af at være med på Vækstfabrikken. Det er vigtigt at have noget socialt omkring din arbejdsplads for, at du har det godt, når du tager på arbejde. Der skal være nogen, som spørger, hvordan det gik med din datters tur med skolen, eller hvordan det gik med fodboldkampen i weekenden. Vi forsøger at holde fast i at spise morgenmad sammen om fredagen, og så mødes nogle af os også omkring frokostordningen”.

Vil gerne arbejde mere lokalt

Hovedparten af opgaverne i RG Geotekniks første leveår har Rasmus Gulstad fået via sit netværk, og mange af opgaverne har været i hovedstadsområdet, men han vil meget gerne flytte en større del af sit arbejde til lokalområdet – også fordi der ligger noget socialt i at arbejde sammen med folk, som man også møder, når man på anden vis er aktiv i lokalområdet.

For at skabe sig et netværk lokalt er Rasmus Gulstad også medlem af Vordingborg Erhvervsforening, hvor han er med til de fleste arrangementer.

RG Geotekniks opgaver er blandt andet at rådgive i forbindelse med udgravning til kælder, fundering med spuns og pæle, undersøgelser før tilbygninger til huse samt skadesundersøgelser i forbindelse med revner i husets fundering.

Der er 15 pladser på åbne og lukkede kontorer på Vækstfabrikken i Vordingborg.
Læs mere om Vækstfabrikken.