NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Vækst i private job

23. aug 2021 | Følg vores arbejde

Analyse: 7 ud af 10 nye job er private

 

På fem år er der skabt 1004 nye job i Vordingborg kommune.

Det viser en sammenligning af hvor mange job der var i 1. kvartal 2021 i forhold til 1. kvartal 2016. Det er en stigning på 7%.

Tallet er samlet antal job i den offentlige og private sektor. Analysen viser samtidigt at 7 ud af 10 nye job er skabt i private virksomheder de seneste 5 år.

Data stammer fra en særkørsel fra Danmarks Statistik, som Erhvervshus Sjælland har stillet til rådighed for Vordingborg Erhverv.

Normalt er antallet af job lavest i 1. kvartal på grund af sæsonudsving, men der har gennem de seneste 5 år været en klar tendens til at antallet af job i 1. kvartal er stigende. Det viser, at arbejdsmarkedet er blevet mere stabilt, mindre præget af sæsonudsving og flere fuldtidsjob.

Nye job i Vordingborg Kommune

Sådan ser stigninger i antal nye job over en 5-årig periode, hvor hvert kvartal er sammenlignet. Der er størst vækst i 1. kvartal med lidt over 7%.

Det er 2016 der er udgangspunktet for sammenligningen af væksttallene.

I nedenstående oversigt ses væksten i antal nye job kvartalsvis.

  • Jobtilvækst på 5 år YoY Q1 (2021)        1004     7%
  • Jobtilvækst på 5 år YoY Q2 (2020)        670       5%
  • Jobtilvækst på 5 år YoY Q3 (2020)        832       6%
  • Jobtilvækst på 5 år YoY Q4 (2020)        815       6%

Sådan ser udviklingen i antallet af job ud for Vordingborg Kommune

Det samlede antal af job i Vordingborg kommune er gået fra 13845 i 2016 til 14849 i 2021.

Jobvækst i Vordingborg Kommune

Klarer sig bedre

En sammenligning af jobudviklingen i Vordingborg Kommune i forhold til Region Sjælland viser, at Vordingborg Kommune har klaret sig bedre og skabt flere job.

I gennemsnit er der skabt 7% flere job i 1. kvartal 2021 i forhold til samme kvartal 2016, og 6% flere job samlet for hele Region Sjælland i tilsvarende periode.

Grafikken herunder viser hvordan antal af job har udviklet sig i Region Sjælland.

Jobvækst i Region Sjælland

Udvikling i privat jobskabelse

Det går stabilt og godt fremad med at skabe nye private job.

Der er hvert år de seneste fem år blevet skabt flere job, og det har givet en nettotilvækst i antallet af private job. Ved udgangen af 2020 var der 9.356 job i de private virksomheder i Vordingborg kommune.

Sammenlignet med 2019, hvor antallet af job var 9.279 er der på trods af Coronakrisen skabt 77 flere job i løbet af 2020.

Kurven herunder viser udvikling i nye private job de seneste 5 år i Vordingborg kommune.

Privat jobvækst i Vordingborg Kommune

Dataene viser en klar tendens.

Der er hvert år skabt flere nye job i private virksomheder.

Aktuelt viser de nyeste data fra Danmarks Statistik, at der har været en flot vækst i samlet antal private job i 1. kvartal 2021 sammenlignet med 1. kvartal 2016.

I 1.kvartal 2021 var der 8.915 job i den private sektor og det er sammenlignet med 1.kvartal 2016 691 job flere end for 5 år siden, hvor der var 8.224 private job.

Grafikken her viser udviklingen kvartalsvis. Den største vækst ses i 1. kvartal.

I forhold til Region Sjælland klarer Vordingborg sig bedre, når det handler om at skabe nye private job.

Analysen af data fra Danmarks Statistik viser, at der i i løbet af 5 års perioden fra 2016 til 2021 blev skabt 8% flere job i Vordingborg mens der kun blev skabt  7% nye job i hele Region Sjælland.

Bygge- og anlægsvirksomheder trækker læsset

Det er bygge- og anlægsvirksomhederne, der står for den største vækst i at skabe nye job. På fem år er antallet af job i bygge- og anlægsvirksomhederne steget fra 992 job i 1. kvartal 2016 til 1680 i 1.kvartal 2021.

Det er 688 nye job og det svarer til en vækst på hele 70% i løbet af 5 år.

Alene i perioden 1. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021 er der skabt 266 nye job i Vordingborgs bygge- og anlægsvirksomheder. Det er en vækst på knapt 19% på 12 måneder.

Udvikling i vækst i Bygge-og anlæg

Kommentar fra Bolette Christensen, direktør for Vordingborg Erhverv:

Jobvæksten går den rigtige vej. Virksomhederne i Vordingborg kommune har gennem de seneste fem år klaret sig godt, og de har samlet set været gode til at vækste og skabe nye job. Væksten ser ud til at fortsætte her i 2021, og det lover godt.

Analysen giver anledning til klar optimisme, og det gælder om at holde fast i at det kan lade sig gøre at skabe positiv udvikling i Vordingborg Kommunes erhvervsliv.

Coronakrisen har ramt virksomhederne i Vordingborg, men ikke så slemt som man kunne have frygtet. På trods af et netto jobtab i 2020, var aktiviteten i den private sektor i Vordingborg kommune større i 1. kvartal 2021 end den var i 1. kvartal 2020. Det skyldes, at en stor del af jobtabet var deltidsjob, mens mange af de nye job er fuldtidsjob.

Kommunens bygge- og anlægsvirksomheder klarer sig utroligt godt, og den har haft en kolossal vækst i de seneste fem år – hvor der er skabt mere end 70 % nye job. Udviklingen i 2020 var helt vild, hvor der er skabt knapt 19% flere nye job. Det betyder, desværre også at branchen oplever besvær med at finde nok kvalificeret arbejdskraft.

Jobvækst turisme og hotel

Serviceerhvervene indenfor turisme, hoteller og restauranter har været igennem en udfordrende tid, men mange er kommet stærkt igen denne sommer, hvor flere virksomheder ligefrem har oplevet personalemangel. Hvor stærkt denne branche er kommet igen ved vi ikke eksakt endnu, da data fra 2. og 3. kvartal endnu ikke foreligger.

Download analysen 

Læs artikel fra Sjællandske