fbpx

        

 

NYHEDER opdaterer
dig om erhvervslivet
i Vordingborg Kommune

Vordingborg er fortsat et godt sted at drive virksomhed

6. sep 2016 | Vordingborg Erhverv nyheder

Den årlige erhvervsklimaundersøgelse fra Dansk Industri er netop offentliggjort og Vordingborg kommune går fortsat frem i placering.

Sidste år tog Vordingborg kvantespring på 24 pladser og landede på plads 72 og i år er det lykkedes at fastholde placeringen og endda gå én plads frem til nummer 71.

Én enkelt placering lyder ikke af meget, men det er den højeste score Vordingborg har haft hidtil. Vordingborg er gået frem på 17 ud af 21 punkter i undersøgelsen, og det på et år hvor erhvervsklimaet på landsplan har fået den højeste score nogensinde.

Hos Vordingborg Erhverv oplever vi en stigende tilfredshed og interesse for at drive virksomhed i Vordingborg kommune. Hos Vordingborg Erhverv er vi utrolig glade for at 70 procent af de deltagende virksomheder vil anbefale andre at placere deres virksomhed i kommunen – det tyder på, at vi er på rette vej.

Blandt andet er der inden for det seneste år kommet mange nye virksomheder til.

  • Genbyg er en møbelproducent fra København, som har valgt at flytte deres lager til Ørslev ved Vordingborg.
  • Dansk Miljørådgivning, rådgivende ingeniørvirksomhed, som i starten af året valgte at købe erhvervsejendom i centrum af Vordingborg, og som indtil nu har ansat 5 nye medarbejdere.
  • Insatech, som har ligget i Vordingborg siden starten for mere end 20 år siden, har netop indviet deres nye domicil ved Bårse.

Ligeledes har både Vordingborg Køkkenet og GN Resound udvidet og bygget nye domiciler i kommunen, og flere større virksomheder kommer til i fremtiden.

Et af de vigtigste parametre for mange af disse virksomheder er at kunne tiltrække den rette arbejdskraft til området. På landsplan har 36 % af de adspurgte virksomheder svaret, at de har svært ved at rekruttere arbejdskraft. Derimod er Vordingborg rykket 42 pladser frem på arbejdskraft og det er derfor nemmere at finde medarbejdere i Vordingborg end andre steder i landet. Virksomhedernes vurdering af jobcentrenes service er rykket hele 47 pladser frem til nummer 28, og lander i den bedste tredjedel af listen.

Der er også plads til forbedringer. Nogle af udfordringerne i analysen er blandt andet infrastruktur. Der er det seneste år blevet gennemført mange forbedringer; eksempelvis renovationen af Mønbroen og motorvejsbroen ved afkørsel 41. Dette har givet kortsigtede gener, blandt andet for de erhvervsdrivende i de berørte områder. Der arbejdes også i de kommende år på at forbedre infrastrukturen, blandt andet med opførelsen af den kommende Storstrømsbro og en ny Madsnedsundsbro. Dette skal alt sammen opfylde det langsigtede mål – at få en vedvarende god infrastruktur i Vordingborg kommune.

Der er et stykke vej til den bedste tredjedel i den overordnede vurdering, men det går fremad og der arbejdes fortsat på den gode dialog og det gode samarbejde.